Tilbage til forsiden



 

Print side

Grundvandsbeskyttelse

Mange steder gør man en ekstra indsats for at beskytte grundvandet mod forurening. Her kan du se en liste med mulige måder at beskytte grundvandet på.

I visse dele af landet indgår vandværkerne aftaler med landmændene om ikke at bruge pesticider og begrænse brugen af gødning. Nogle aftaler giver et permanent forbud, der gælder for ejendommen, uanset hvem der ejer den. Det at gå fra den nuværende intensive landbrugsdrift med stort brug af gødningsstoffer og pesticider til et mere ekstensivt landbrug uden brug af pesticider ville gavne grundvandet på lang sigt. Der er også mulighed for at vandværkerne kan opkøbe landbrugsjord og dermed sikre, at der ikke spredes pesticider på jorden.

Skovrejsning på følsomme grundvandsområder giver vandforsyningen en god kontrol med forureningstruslen fra pesticider og gødningsstoffer. Samtidig har skovrejsning den fordel, at der herved bliver skabt nye rekreative områder og flere muligheder for friluftsliv for lokalbefolkningen. Det vand, der siver ned til grundvandet i skovområder, er meget lidt forurenet, da der sjældent bruges gødning og pesticider i skovene. Derfor plantes der skove for at beskytte grundvandsressourcerne.