Grundvandsdannelse
Regnen er hele tiden med til at danne nyt grundvand. Jo mere det regner, jo større mængde grundvand, kan der dannes. Generelt er det kun i vinterhalvåret, at der dannes grundvand da jorden er mere tør om sommeren, og planterne bruger mere af regnen, så der ikke er noget tilbage til grundvandet.
Her ser du et kort over nedbøren i Danmark på et år. Som du kan se er der store forskelle i nedbør fra øst til vest. Kortet viser kun det man kalder nettonedbør, altså den totale nedbør minus det der fordamper. Nettonedbør fortæller, hvor meget der kan løbe til vandløb, søer og ned i grundvandet.
Når regnen falder på jordoverfladen, siver vandet ned i jorden. Vandet bevæger sig på en sådan måde, at vandet fra ét år næsten ikke blandes med vand fra det forrige år.
Lad os se på et udsnit af jorden – og undersøge, hvad der sker, når nedbøren rammer jorden.
Når vandet rammer jordens overflade på steder, hvor der ikke findes huse, asfalt eller andet, der dækker den naturlige jordoverflade, vil vandet begynde at sive ned i jordens hulrum.
I de øverste jordlag vil vandet fugte de små ”klumper”, som jorden består af – men det vil ikke udfylde hulrummene mellem ”klumperne”.
Vandet fortsætter sin nedsivning, men på et eller andet tidspunkt bliver det standset på sin vej gennem jorden. Det sker eksempelvis, når det møder et lerlag, et kridtlag – eller selve grundfjeldet, som det sker på Bornholm.
Når vandet ikke kan komme videre, vil det fylde hulrummene ud. Der opstår en slags vandspejl i jorden, – og det vandspejl kalder vi for grundvandsspejlet.
Den del af jorden, som ligger under grundvandsspejlet, er mættet med vand. Derfor kalder vi den del af jorden for den mættede zone.
Den del af jorden, som ligger over grundvandsspejlet har hulrum, der ikke er udfyldt (mættet) med vand. Derfor kalder vi den del af jorden for den umættede zone.
Vandet i den umættede zone vil som følge af tyngdekraften bevæge sig ”lodret” nedad mod grundvandsspejlet.
Under grundsvandsspejlet – i den mættede zone – vil den lodrette bevægelse fortsætte.
Tyngdekraften vil få grundvandet til også at bevæge sig ud til siderne. Det skaber nogle grundvandsstrømme, så grundvandet hele tiden bevæger sig. Grundvandet vil søge mod områder med lavere tryk, hvilket betyder at vandet bla. kan komme ud af skrænter eller ud af jorden som kilder. Grundvandet vil også komme ud i bunden af vandløb og søer og være med til at sikre vand i vandløb og søer.