Tilbage til forsiden


 

Print side

Intro

En vandforsyning fungerer på samme måde som en fabrik, der producerer varer – den indhenter råvarer, behandler råvarerne, sætter det færdige produkt på lager – og leverer det færdige produkt til kunderne, når de har brug for det.

Når det drejer sig om vandforsyning, taler vi om pumpning af grundvand, vandbehandling, vandtårn/beholder og forsyningsledninger.

Pumpning af grundvand sker fra mange boringer ude omkring i landskabet. Grundvandet ledes fra boringen ind til vandværket.

På vandværket luftes vandet på en iltningstrappe eller ved gennemblæsning med luft. Det får bl.a. jern og mangan i vandet til at danne små ”fnug”, så vandet bliver lidt grumset. Det iltede vand ledes derefter igennem et sandfilter, som fjerner fnuggene, så vandet bliver klart og rent.

Herefter pumpes vandet op i et vandtårn eller i en stor beholder. Da vandet i tårnet og beholderen ligger højt over husene, sørger tyngdekraften for, at der kommer tryk på vandet, så det kan komme ud til forbrugerne.

Vandledninger, der er gravet ned i jorden, sørger for at vandet kan komme helt hjem til forbrugerne.