Jorden som renseanlæg
Jorden er et naturligt renseanlæg for det vand, som fra jordens overflade siver ned til grundvandet.
Muldlaget er typisk 30 – 40 cm tykt. Her foregår den første del af den naturlige rensning. I muldlaget findes en masse organisk materiale, dvs. levende og dødt plantemateriale. Dette materiale kaldes humus. I humus lever et ufatteligt stort antal små og store levende organismer – specielt bakterier.
Bakterierne i muldlaget er de såkaldte aerobe bakterier – dvs. bakterier som ”trækker vejret” med ilt. De kan derfor udmærket leve i muldlaget, hvor der er masser luft – og dermed ilt - mellem det levende og døde plantemateriale.
Bakterierne spiser organisk stof. Organisk stof indeholder kulstof (C). Bakteriernes ”afføring” er nedbrudt organisk stof. Samtidig afgiver de kuldioxid lige som vi gør, når vi trækker vejret og ”puster ud”. Kulstoffet i kuldioxiden kommer fra det kulstof, de spiser.
Nedbrydningen sker i en kompleks proces og foregår i flere trin, hvor sammensatte, organiske stoffer gradvist nedbrydes til mere simple stoffer. Ved sidste trin (fuld nedbrydning) er nedbrydningsprodukterne vand og kuldioxid.
Bakterierne kan også omsætte mange organiske stoffer, som er miljøfremmede. Et eksempel er olieforbindelser (benzin og olie), som nedbrydes ret let.
Et andet eksempel er såkaldt klorerede opløsningsmidler, som kommer fra renserier og metalindustrielle virksomheder.
Endelig er der såkaldte pesticider, som landmændene spreder på markerne for at fjerne ukrudt og dræbe skadelige insekter mv. Pesticiderne er vanskelige at nedbryde.
Nogle af stofferne bliver kun delvist nedbrudt, og nogle nedbrydningsprodukter er mere skadelige (giftige) end det oprindelige, miljøfremmede stof.
Jo længere vi kommer ned i jorden, jo færre næringsstoffer er der. Det betyder, at langt de fleste bakterier og mikroorganismer får sværere og sværere ved at leve, og til sidst er de helt væk. Nede i de iltfrie jordlag vil vi dermed også få fjernet forskellige sygdomsfremkaldende bakterier. Når de sygdomsfremkaldende bakterier dør, taler man om, at vandet er blevet ”desinficeret”. Fjernelsen af bakterier betyder også, at der ikke længere kan nedbrydes forurenende stoffer i de nedre jordlag, så hvis forureningen først kommer derned, vil den ikke blive nedbrudt.
Under muldlaget kan der være forskellige jordlag afhængig af, hvor vi er i Danmark. På billedet kan man se et sand- og gruslag lige under muldlaget. Jordlagenes tykkelse kan variere meget lige fra få cm til flere hundrede meter. Sand og gruslagene lader vandet løbe hurtigt igennem. Sand og grus giver derfor næsten ingen beskyttelse af grundvandet, da bakterierne ikke kan nå at nedbryde forureningen.
På billedet ses et lerlag som det nederste. Ligesom sand og gruslag kan lerlagenes tykkelse variere meget. Lerlaget kan også være over sandlaget. Lerlagene er meget tætte, så vandet trænger meget langsomt igennem. Lerlaget virker derfor generelt beskyttende for grundvandet nedenunder.
Den langsomme vandhastighed giver to fordele. Lerlaget virker beskyttende ved f.eks forureningsuheld, og samtidig er der god tid til, at kemiske og biologiske nedbrydningsprocesser kan foregå, og at de dermed bliver fjernet.
