Livet i vand
Her er Jorden set fra verdensrummet. Der er især én ting, der adskiller Jorden fra de andre planeter i vores solsystem - nemlig de enorme mængder vand.
Over 2/3 af jordens overflade er dækket af vand og det er ikke noget tyndt lag af vand. Gennemsnitsdybden for oceanerne er over 4 km dybe! Disse store vandmasser har enorm betydning for klimaet og livet på jorden.
Man ved ikke hvordan livet opstod, men man ved at det skete for flere tusinde millioner år siden, og man mener at livet opstod i vand. Dengang i tidernes morgen var Jorden ligesom i dag dækket af vidtstrakte oceaner.
I atmosfæren over havet kogte og sydede det fra kraftige storme og tordenvejr, hvis mage ikke er set siden. Og vulkaner udspyede giftig svovl og aske op i atmosfæren. Der var også en meget kraftig kosmisk stråling fra rummet.
I dette fjendtlige klima har oceanerne dannet en beskyttende ramme for livets opståen. I gamle klipper har man fundet spor, der viser, at der for 3,8 milliarder år siden (!), levede bakterier i havet. Så livet må være opstået før da. Lad os at dykke ned i havet.
Man mener, at der i havets ’ursuppe’ fandtes en masse af de kemiske stoffer (f.eks. aminosyrer), som indgår i levende organismer i dag.
Atmosfærens energi og elektricitet kan have været med til, at få de kemiske stoffer til at sætte sig sammen til noget, der blev starten på det første primitive liv – bakterier.
Som sagt er dette kun en teori, da det er meget svært at sige nøjagtigt, hvad der skete for så lang tid siden. Næsten sikkert er det imidlertid, at bakterierne udgør grundstammen for alt liv på jorden.