Rensning
Der er mange måder at rense spildevand på. I Danmark er der dog store ligheder mellem renseanlæggenes rensemetoder. I det følgende beskrives et ”gennemsnits” renseanlæg i Danmark.
På renseanlægget skal spildevandet gennem en længere proces.
For at rense vandet kommer det igennem tre typer rensning: mekanisk rensning, biologisk rensning og kemisk rensning.
Spildevandet fra by og land pumpes fra kloakrørene op til den mekaniske rensning på renseanlægget. Det kaldes mekanisk rensning, fordi spildevandet renses vha. mekanik dvs. riste, skrabere og andre maskiner.
I den mekaniske rensning er det første spildevandet møder en rist. Her tilbageholdes større ting - f. eks. klude, bind og kondomer.
Dernæst skrabes fedt væk fra overfladen af spildevandet og sand væk fra bunden i ’sand- og fedtfanget’.
Spildevandet fortsætter til ’forklaringstanken’, hvor små klumper af f. eks. madrester og afføring synker til bunds og fjernes. Vandet er dog stadig forurenet af stoffer, som er opløst i spildevandet f.eks. urin og sæbe og vaskemidler.
Nitrogen, opløst organisk stof, og store mængder fosfat fjernes i den biologiske rensning, der foregår i luftningstankene. Det kaldes biologisk rensning, fordi bakterier, æder urin, opløste madrester, afføring, rester af vaskepulver mm. Renseanlægget har derfor stor gavn af bakterierne.
Resten af fosfaten fjernes ved kemisk rensning, som foregår i forbindelse med luftningstankene.
Spildevandet har nu passeret gennem alle rensebassinerne og ledes nu ud i vandmiljøet - fx havet. Her bliver det en del af naturens vandkredsløb.