Drikkevand, spildevand og kolera i 1853

I begyndelsen af 1850’erne spirede optimismen i Danmark. Industrialiseringen var i fuld gang, troen på at videnskaben og teknologien kunne skabe et bedre samfund var voksende. Danmark var stadig et helt ungt demokrati, og den 5. juni 1853 var fireårsdagen for grundlovens indførelse. I København boede der ca. 130.000 indbyggere inden for voldene, og særligt i de fattige kvarterer boede man meget tæt. Der var ingen kloakker, og drikkevandet var urent overfladevand fra søer og åer, der kom ind til byen gennem udhulede træstammer. Når man skulle på toilettet, dasset eller retiraderne, som man kaldte det, skulle man typisk besøge et lille skur i baggårdene, hvor urin og afføring landede i en tønde. Tønderne blev tømt af natmændene, der tømte indholdet over i specielle hestevogne, og senere tømte det i havnen. Det var ikke specielt hygiejnisk.

Grundlovsdag 1853 var man uvidende om, at koleraepidemien ville ramme København seks dage senere, og senere sprede sig til mange købstæder over resten af landet. Da epidemien var på sin slutning i oktober 1853, var der alene i København registreret mere end 7000 tilfælde af kolera og langt over halvdelen var døde, helt præcist 4737, og der blev registreret næsten yderligere 2000 dødsfald i 24 købstæder over hele landet.

Man kendte ikke til sammenhængen mellem bakterier og sygdomsudbrud, men man vidste fra tidligere sygdomsepidemier, at isolation og renlighed havde betydning for sygdommenes udbredelse.