Nye materialer og undervisningsforløb på vandetsvej.dk
Hvor meget grundvand har vi?

Faglig viden

Vælg et emne nedenfor og bliv klogere

Hvor meget grundvand har vi?

I Danmark har vi ganske meget grundvand i jorden. Men der er en grænse for, hvor meget grundvand vi kan pumpe op. Grundvandet påvirker nemlig også vandet i søer og vandløb.

Grundvand påvirker søer og vandløb

Tyngdekraften og vand ovenfra får grundvandet til at bevæge sig. Grundvandet flyder mod de steder, hvor vandspejlet og trykket er lavere.

Grundvand kan bl.a. blive presset ud af skrænter eller ud af jorden som kilder.

Grundvand kommer også ud i bunden af vandløb og søer og er med til at fylde dem med vand.

På den måde påvirker grundvandet og vandet i søer og vandløb hinanden. De har en indbyrdes balance.

Grundvandet løber ud i søen

Grundvand i balance

Når vi pumper grundvand op, ændrer vi balancen mellem grundvand og overfladevand (fx søer og vandløb).

Hvis vi pumper for meget grundvand op, giver det mindre grundvand til vandløbene. I værste fald kan det betyde, at der er for lidt vand til at insekter og fisk kan overleve.

Derfor skal vi kun pumpe så meget grundvand op, at det kan nå at blive gendannet.

Geologer hos GEUS (geus.dk) har udviklet en computermodel til at beregne, hvor meget grundvand vi kan pumpe op uden at skade vandløb og vådområder. Modellen kaldes "Danmarks-modellen."

Sø med grøn vegetation og sol

Danmarks-modellen

I modellen har geologer inddelt Danmark i kvadrater på 1x1 km. For hvert af disse kvadrater har man fundet ud af, hvilke jordlag der er i undergrunden. 

Derefter har hydrologer tilføjet al den viden, man har om regn, mængder af vand i vandløb, fordampning mv.
De data bruger modellen til at beregne, hvor meget vand der kommer ind og ud af hvert kvadrat. 

Danmarks-modellen kan betragtes som en regnemaskine. Man indtaster data om fx nedbør, vandmængde og vandkvalitet i vandløb. Så beregner modellen konsekvenserne for grundvand og overfladevand.
De data, man putter i modellen, kan enten være aktuelle mængder – eller mængder, som man ønsker eller forventer i fremtiden.

Illustration som viser en kortlægning af undergrunden og grundvandsmagasinerne. Danmark er delt på i felter, og hvert felt bidrager til hele Danmarksmodellen.

Bæredygtigt forbrug

Modellen kan beregne, hvor meget vand vi kan pumpe op til drikkevand, uden at det går ud over vandløb, dyr og planter. Det kaldes bæredygtigt forbrug.

Spørgsmålet om, hvor meget drikkevand vi har til rådighed, er altså også et spørgsmål om hensyn til naturens vandmiljø. 

vandløb